Findes erik clausens film fra 1993 ville

Men før jeg deler det med jer, skal der lige være en kontrakt på det. Jeg er typen der ikke gider at glæde mig før der er papir på tingene.

Det er simpelthen sket så mange gange at jeg får en god nyhed og så går man og glæder sig og pludselig bliver det ikke til noget alligevel.

 

Vildt, synes I ikke? Jeg har i hvert fald ikke skænket julegaverne en tanke endnu, selvom der kun er lidt over en måned til. Til gengæld har jeg lavet flere aftaler med veninder, hvor vi skal julehygge og så har jeg fundet de julemarkeder, som jeg gerne ville besøge. Dem kan I læse mere om her. Æskerne og de fine tal er forresten fra Ikea, hvis nogle skulle have lyst til at lave sådan en fin pakkekalender til en, der fortjener det.

Begge dele er dog nogle gamle kendinger fra Ikea. Jeg ved ikke, om man kan få dem i år, men ellers har House Doctor i hvert fald lavet nogle ligeså pæne tal, til en rigtig god pris.

 

 

 

Babys umodne nervesystem kan ikke rumme den samme mængde stimuli, som voksnes nervesystem er i stand til. Vores hjerner kan kapere og sortere i store portioner af oplevelser. En baby har brug for overskuelige indtryk og vigtigst af alt: PAUSER til at fordøje disse. Så lad nu være med at bombardere min baby i samme sekund, vi træder ind i rummet. Vi er i forvejen et nyt sted med nye rum, nye farver, nye lugte, nye lyde, nye ting.

Senere på dagen hygger vi os med den ældre generation i familen, der nok sjældent har bekymret sig om, hvorvidt deres børn er blevet overstimuleret eller ej.

 

 

Dette har resulteret i en stilhed altså så stille som det kan være ved vejen, der aldrig sover og det har givet mig plads til i sandhed at mærke de mentale tømmermænd, der virker til at rumstere i mig lige nu.

Og her taler jeg ikke om den slags indvendige tømmermænd, der kommer som resultat af at have smidt tøjet, danset på bordet eller spist to durumruller i en brandert. Det er langt rettere mental larm i form af en overdøvende kontrast til mit humør, da jeg i går lagde mig til at sove.

For jeg lukkede mine øjne på en sky af selvtilfredshed og maveglæde, men vågnede åbenbart op i et hul af selvhad og halsbrand.

Eller er jeg endnu engang offer for den kosmiske regulering, som jeg bilder mig selv ind, udelukkende holder øje med mig og mit liv.

 

 

 

Igen har jeg samlet lidt forskellig inspiration til, hvordan man selv kan pifte sine gamle lamperpærer lidt op. Her synes jeg især globusen er virkelig fin. Brandbilen er bare for sej og virkelig oplagt til et børneværelse (eller til barnlige sjæle).

Og har I mon fået mod på at pimpe jeres egne lamper. Har fundet lidt flere idéer til sjove gør-det-selv lamper. Lamperne der er lavet af ballonformet snor giver måske ikke så meget mening, men de er altså lavet ved at blødgøre snor i papmache eller lim og vikle det rundt om en stor ballon. Når det så tørrer, er resultatet disse fine pendler.

 

 

Det er en smule naivt og kalde det synd for dem synes jeg for helt ærligt så har jeg langt mere ondt af de børn der vokser op med færdiglavet, junkfood eller dårlige spisevaner generelt. Min sport viser mine børn, at sund mad er god benzin for kroppen jeg viser dem vejen for at det vigtigt at kroppen får både kulhydrater, proteiner og fedt. Vi snakker om hvad der er godt at spise meget af og hvad man kun bør spise ved særlige lejligheder.

Vi snakker om hvad det er vi spiser hvor det kommer fra hvad det bidrager med osv. I mine øjne er det nyttig viden, som forhåbentlig sikre mine børn et langt liv og en sund fremtid, med et sundt syn på kost og ernæring. Og NEJ mine børn får ikke proteinpulver, fiskeolie og andre trænings relateret tilskud.

De får en multivitamin iøvrigt den meget u-pædagogiske vitamin der er formet og smager som en vingummibamse sikkert fyldt med sukker men de synes de er sjove og jeg mener ikke at en enkelt vingummibamse forvrænger deres syn på sundhed eller gør dem til sukker junkies.

Bevægelse og træning i det hele taget giver mig energi.

 

 

 

En dag clausens shopping, kaffedrikning, champagneevents, Erik eller andre fashionable modeblogger ting som en rejse til Dubai, eller hvad man nu eller lige kunne finde på på sådan en varm oktoberdag. Jeg retter på mit håndklæde, som jeg 1993 om håret, og smiler film fra for mig selv over en eller anden flygtig tanke omkring mig som oliesheik. Og som jeg kigger på min kæreste for enden af min beskidte sofa, fortsætter smilet. For det er bare en helt almindelig mandag.

Men det er måske også helt OK. Jeg havde overvejet at fylde den med kage og pomfritter for at stimulere mig selv, men som jeg sidder her og lytter til hans tunge vejrtrækning, lyden af min radiator og larmen fra vores opvaskemaskine i køkkenet, tænker jeg, at denne mandag måske slet ikke har behov for stimuli. Den har bare behov for at være. Helt ærlig og helt nøgen, som mandage nu kan være det.